Natur

Her kommer information om vandreruter og naturområder i og omkring Søvind.

Naturen i Søvind - et hav af muligheder

Fjorden, som mange steder kan ses fra Søvind, og som ligger ca. 2 km fra Søvind centrum, betyder meget for naturoplevelserne, man kan få omkring Søvind. Mange steder åbner der sig et vue ud over fjorden, når man går, løber eller cykler omkring Søvind. Fjorden bruges naturligvis også til f.eks. kajakroning og til at bade i sommer som vinter.

Søvind Bæk, som løber igennem Søvind, tilføjer en ekstra dimension til "naturen i byen".

De grønne områder og åbne landskaber giver en følelse af ro og fred, og de er perfekte til dem, der søger forbindelse med naturen.

Søvind har også adgang til skovområder, der tilføjer variation til landskabet. Disse områder giver mulighed for at udforske naturen, nyde frisk luft og opleve den lokale flora og fauna.

Kort sagt byder Søvinds natur på en behagelig blanding af åbne landskaber, vandveje og skovområder, der appellerer til både lokale og besøgende naturentusiaster.

Valmuemark ved Søvind

Vandreruter og gåture

Der er masser af muligheder for både at gå eller løbe en lille tur, eller at iføre sig vandrestøvlerne og putte madpakken i rygsækken og begive sig ud på en længere tur.
Den østjyske natur med fjord, skov og let bakket landskab vil kunne nydes på alle måder!

Gåtur i Havmarken

Fjorden

Gå mod Brigsted og kom ned til fjorden, hvor der er et fint kig over mod den fredede Vorsø. I Brigsted er der også den dejligste shelterplads, der kan benyttes af alle til leg og lejrbål.
Shelterhytten kan benyttes til overnatning, og den fine lille plads får om sommeren mange besøgende cykelturister, der enten slår telt op på pladsen eller benytter shelteret.

Er du klar til at tage en tur med kajak, kan det anbefales at sætte fartøjet i vandet ved Sondrup, da vandet er temmeligt lavt ved Brigsted... eller hold øje med flod og ebbe!

Udsigt over Horsens Fjord ved Søvind

Strand

Gå langs stranden i Brigsted, ved lavvande kan du vade langt, ved højvande er stranden ganske smal.
Cykl eventuelt de 4 km til Sondrup Strand, hvor der er badebro, hyggelig lille strand med høje brinker, og også her er der shelterplads og borde-bænke, så den medbragte madkurv nemt kan nydes.
Et meget populært udflugtsmål, og badebroen er benyttet både af sommer- og vinterbadere og krabbefisker-børn!

Solnedgang over fjorden ved Søvind

Skov

Både Søvind Skov, som ligger i byen med adgang via Skovvænget, "Lillenorge" som ligger mellem Havmarken og Landevejen med indgang via Havmarken, eller den noget større Sondrup Skov giver mulighed for dejlige gåture.
Sondrup Skov og plantage byder på kuperet terræn, hvor man mange steder kan gå langs fjorden med skoven på den ene side, eller du kan komme længere ind i skoven, hvor de højere bakker byder på fine udsigtspunkter.

Søvind Skov i sne